ligenuoghér

Jeg testes til hudløshed i disse dage. Gamle teleselskab trækker lige en uges madbudget ud af kontoen trods tidligere henvendelse. Spændende hvor lang tid det vil tage deres regnskabsafdeling at tilbageføre dem, og hvor mange flere gange jeg skal henvende mig til dem før det faktisk sker. Der udover har jeg IKKE modtaget svar på klagen omkring betaling af Thores terapi som lovet.  Jeg er ordfattig og bliver ved at være det til mandag - og så kan de høre mig brøle.

Derudover fik jeg ikke en fis ud af mit møde på sygedagpengekontoret onsdag - for de taler kun om arbejde, men jeg har brug for helbredelse, og det ligger ikke i at skulle være i dialog om ressourceprofiler og arbejdsprøvninger etc. Det ligger i at de lytter, og ikke på forhånd definerer hvad der får mig til at tro på at jeg kan igen. Hvorfor føles det hele tiden som om at man går galt i byen med Københavns Kommune!?

Det var snart lettere for alle om jeg bare hentede de der lykkepiller eller troppede op på den psykiatriske skadestue. Hvor er min autocamper?;-)

Samtidig er der utrolig meget der skal dø. Det er helt utroligt med det her bevidsthedshop fra at være hende der hele tiden har fingeren på pulsen til hende der nu vist er blevet ‘helt religiøs på en sekt-agtig måde’ og dermed ok at stemple som, om ikke tosset, så dum - for det står selv i en eller anden rapport at spirituelle og/eller religøse (at gå ind i en definition af forskellen på religiøsitet og spiritualitet ville nok være at spille for klog (men jeg ved det godt HA)) er dumme.

Heldigvis er jeg ikke dummere end at forfølge dette:-) - for selvom systemet får mig til at tvivle, og måske også til at bøje mig, så kan jeg nu mærke hvad der er forkert og hvad der rigtigt. Og det er kun gennem mit slip af overintellektet, og integrationen af en stærk åndelig kraft, at dette er opstået. Det er ikke let at forfølge fordi vores verden er så gennemsyret af alle mulige faldgruber, der ligner at vi kun vinder gennem denne form for vidensklogskab - og jeg har dage, tro mig, hvor kraften lissom bare fosser ud af mig. Men så lægger jeg mig fladt og drikker en masse kamillete og holder fokus. Der er simpelthen en mening og det fastholder jeg.

Ønsker god weekend.

Thore købte for en måned siden et spil af en dreng over nettet. Drengen har ikke kunne overskue sine salg, og vi måtte til sidst kontakte hans forældre. Efter at have vendt det med flere endte jeg med at kontakte dem pr brev, og det viste sig at blive utrolig vel modtaget.

Der kom en helt utrolig god dialog ud af det - efterfølgende pr mail, og Thore modtog så i går sit spil med en meget fin hilsen fra drengen til mig om at han nu ville være mere grundig i sine salg. Godt gået af både forældre og dreng - mit hjerte løber over fordi jeg bare ved at vi alle lærte noget af det. Ikke mindst lærte Thore en hel del - han har været igennem vrede og ked af det hed over ikke at modtage spillet, og tanken om at hans egne 170 kr. var gået tabt, men også en groende mistillid - som nu er vendt til en meget positiv oplevelse. Meget smukt.

Og foran vores dør lå forleden så denne buket som tak for hvordan vi greb det an:

Og ikke så meget er det selve blomsterne, som ellers havde præcis den lysende kraft som jeg havde brug for efter mødet med morfar, men mere dette at jeg ved, at de er sendt fra en mor der i den grad er blevet grebet om hjertet fordi vi har håndteret det som vi har gjort. Fuldstændig som vi alle ville ønske at det blev grebet når vores børn skal ud og lære tingene selv, og ikke kan undgå at gå skævt ind i mellem. Vidunderligt at det kan være sådan. Så - selvtak:-)

De forældre vi får er måske ikke altid dem der er forældre for os. Eller vi har flere par. Flere størrelser. Kød og blod eller besjælede strenge. Eller bare tilfældige andre der kom forbi.

Som barn havde jeg i realiteten tre. Det er der vel også noget magisk over. To af dem er rejst - over det disede vand til landet med moseeg, og fortryllede troldeskove med sarte lilla blomster i den stærkt duftende mosskovbund. Mine kraftkvinder. Begge havde en utrolig, og måske urolig, rolle i mit liv. Men af begge fik jeg gaven; kimen til indsigt.

Den tredie er nu træt. Så træt. For en stund siden gav han slip og venter nu blot på båden. Hans tid er kommen og han ved det. Han indtager minimal føde og vædske og har lagt sig parat så vi kan komme og sige farvel.

Så det må vi i morgen. Jeg vidste godt det kom. Det var ventet. Jeg har hver dag bedt til at han ikke mere skal flyttes på. Nu hvor han selv har sluppet sit livsværk, og installeret sig i den lokale afdeling for trætte liv, så håber jeg at det er her han går over. De skal sgu ikke have mere besvær med at flytte rundt på mig, tænker han - men han tænker også bare at han er træt og vil til ro. Til freds. Tilfreds. Og med værdighed.

Han har sluppet. Nu må vi op og fortælle ham at vi har det godt i Sydhavnen. Det er sådan noget der er vigtigt i den sidste stund. Jeg husker da mormor hægede sig ved at VILLE se mig amme sit nye lille oldebarn - og 7 dage efter var hun gået over. Jeg tror bare hun måtte se at det virkede og at alt var ok. Lå jeg på mine sidste dage ville det vigtigste for mig også være at mine elskede var i fred med sig selv. Men det er også vigtigt for vores egen fred, og derfor skal intet forhales. Jeg vil godt at Thore skal sige farvel.

Så vi kommer med fred og vinker og krammer. Mormor venter på den anden side. Far vel.

Små florlette firkløvere som et tæppe. Her hvor jeg går. Her hvor landet ligger foran mig og bare bliver ved og ved og ved. Se! Små toppe af granit. Små bjerge der stikker op lige hvor jeg skal træde. Se på dem. Se hvor de indbyder mig til at gå i deres retning. Nærmest æggende granit.

Ikke som da jeg selv såede dem. Da græd jeg over hvor spidse de var. Da gik jeg kun på deres syleskarpe opadstræbende toppe. Jeg så aldrig ned på tæppet. Jeg troede jeg ville svimle. Kig aldrig ned, havde de sagt, så går det lettere, så bliver du ikke dårlig.

Næh. Nu er de alle væk. Åh - altså med undtagelse af dem som skal være. Og tænk dig, og du må tro mig, disse spredte der nu er, de er skarpere end alle dem jeg selv såede -tilsammen - men den smerte jeg mærker når jeg træder på dem, den er en bevidsthedens smerte.

Denne smerte indeholder kæmpe lære. Og altid uforberedt vil du være. Netop som du træder på tæppet kan de i et uendeligt lille glimt af en tidslomme skære sig igennem lige under dig. Lige som det sker kan du godt rystes, men lige så hurtigt mærker du freden brede sig. Ah - det her er rigtigt. Det her er sandt.

Allerede anden gang du oplever at turde tage de små klipper, i stedet for at gå udenom dem, eller hoppe tilbage fra dem, vil du mærke den store succes der er forbundet med dem. En succes der ikke handler om karriere eller hvordan din bil ser ud, men om at du vælger den vej der er den sande. Det foregår lige nu. Lige nu går du ind i en energi som du selv har valgt at gå ind i. Hvis du bliver parat til at træde på de skarpe klippestykker, så vil de lede dig. De vil dukke op når du er klar, men det er vigtigt at du ikke på forhånd lader dig styre af tanker og gamle følelser, for så kommer du til at gå udenom, og så mister du en eventyrlig rejse i dit indre.

Denne rejse kan ikke beskrives. Det eneste jeg kan fortælle fra den er at den fylder ud. Den fylder ud og giver mening i noget der udefra set kan ligne kaos. Kan ligne tab.

Men det er ikke tab. Det er én stor gevinst. Livets gave; at vælge mit liv! Helt rent!

Og derfor står jeg ikke i Parken nu. Fordi der kom en knivskarp klippe. Det korte øjeblik inden smerten forvandlede sig til bevidsthed var mere mærkbart end ellers, og dog så utroligt kortvarigt og helt uden drama som jeg aldrig før har oplevet det.

Nu er jeg i erkendelse. I fred. Og når jeg skriver at det er ok, så er det ikke blot ord. Jeg har været ude og mærke verden, og jeg møder den med den kærlighed jeg ønsker. Der er ikke noget der sidder i klemme. Det valg jeg har truffet er et helt rent valg, og derfor er der ikke mere noget savn, ingen smerte, forbundet med det.

Ønsker alle en fredelig aften.

Jeg sidder og lytter til Esbjörn Svensson Trio.

Svensson døde for godt en uge siden i en dykkerulykke. Jeg hæftede mig ved det fordi jeg på det sidste har benyttet mig af last.fm hvor du kan indtaste en musiker du kender, eller et tag, og så få serveret alt der læner sig op ad dette. På den måde har jeg lært en stor del af jazz-verdenen at kende. Jeg var ikke ubevandret, men der var meget uopdaget land bag de mere gængse som jeg i forvejen kendte - og jeg havde svært ved at gå ud og købe noget fordi jeg ikke kunne sammensætte navne med lyd.

Nu har jeg lånt Svensson på biblioteket. Det er elskeligt og meget let at indoptage. Meget smukt klaverarbejde af Svensson - og formidabelt samspil med de to andre.

Sådan er dagen lige nu.

Har også tændt et orange lys, klædt mig i heksegrøn, taget rød læbestift på og overøst mig med min veleda-rosenduft.

Formiddagen brugte jeg på at vaske vores tøj og rydde op - ned med skrald, et par stole i kælderen og en til storskrald. Eftermiddagen skulle jeg have brugt på at heppe på en fodboldturnering som bydelens fritterbørn skulle deltage i - men kyllinger som de må have været (grundet vejret) er det aflyst. Siden jeg fik besked derom er der (næsten) ikke faldet en dråbe - men de blev nok forskræmte over de indledende tordenskrald der ellers ville have været en fin åbning af ceremonien:-)

Det er sidste dag inden sommerferien i dag. Det har en meget stor betydning for søn - men jeg skal lige igennem næste uge inden jeg kan slappe af, for ud over at jeg afventer svar på klagen er jeg også endelig indkaldt til en opfølgningssamtale i sygedagpengeregi.

Jeg vil at denne samtale skal gå godt. At de vil lytte til mig. At de forstår min proces, og at vi i fællesskab kan finde nogen huller hvor jeg kan røre ved noget af det som er helbredende for mig. Jeg vil så gerne have andre perspektiver på, men jeg ved også at jeg stadig krydser i hovedet når der er for meget i vores hverdag. Jeg ved jeg ikke er job-klar, men jeg forsøger at mærke efter om jeg er klar til fx et kortere uddannelsesforløb - et forløb jeg fra starten af min helbredelse har været bevidst om ville gøre en forskel på mig. Der er start i august og i januar. Jeg tror ikke det er sundt for mig at starte noget op før Thore er fri af sin behandling som løber lidt ind i starten af 2. klasse.

Jeg tror at jeg er klar når vi når til vinter. Ja - sådan er det mærker jeg. Sådan er det og det er ok. Jeg håber kommunen forstår det og støtter mig. Min krop er ikke færdig med ro - men hold da op hvor er der sket meget siden december. Så meget der skulle dø. Så meget for at jeg kan genopstå præcis som jeg er. Præcis som Anja. Hvor er det smukt - jeg er over halvvejs.

Måske ser her ud som om der er blevet kastet en håndgranat. Måske kan du slet ikke se siden.

Bliver nødt til at teste nogen opdates - og sidst gik det forfærdeligt. Jeg forventer intet denne gang.

Men vi vender tilbage i omgivelser der ligner de gamle snarest. Her tager vi nemlig backup;-)

UPDATE:

Alt forløb vel. Med lidt kaos undervejs endte jeg med at have fået opgraderet min wordpress til version 2.5. Det fik også den seneste version af Tarski til at falde i hak. Det er ikke noget i som læsere egentlig vil bemærke (der er lidt omkring kommentarfeltet kan jeg se) men jeg kan se det i mit kontrolpanel:-)

Vi ruller igen (uden våben).

Hvad fanden sker der, spurgte jeg sagsbehandleren for en uge siden. Jeg bandede og talte med store bogstaver - blot fordi jeg kunne! Fordi jeg vidste at jeg, moralsk, etisk og lovgivningsmæssigt var den der havde alle trumferne på hånden. Og fordi jeg er vred. Vred over deres sagsbehandling.

Derfor er det eneste at gøre også at placere den vrede hvor den hører til - og det forstod sagsbehandleren faktisk godt. Hun adopterede mit sprog og sagde at hun ville kontakte den psykologiske konsulent og spørge ‘hvad fanden der skete’! Jeg fik hende til at love at vende tilbage til mig inden en uge.

I går ringede hun så. Konsulenten havde haft ferie (det er sådan en term man bruger - det betyder som regel blot at man ikke vil indrømme at man har fejlet - for spørger man ind, så skal der jo selvfølgelig være en stedfortræder ved ferie - for siden hvornår har der i paragrafferne stået, at ved ferie gælder den givne lovgivning ikke?). Okay!

Men faktisk har sagsbehandleren presset så meget på at konsulenten nu har taget min klage som en hastesag - og jeg er lovet svar næste uge!

Ih og narj og tillykke får man lyst at sige. Og i forhold til omstændighederne er det muligvis også meget godt presset igennem af mig, men samtidig er det idioti; jeg skulle have haft en afgørelse for 3 uger siden nu! Inden jeg får den har de overskredet deres sagsbehandlingstid med 100%! Jeg synes ikke det er rimeligt at jeg nu skal sidde og være glad for dét!

Men jeg tror fortsat på at udfaldet bliver til min fordel. Jeg VIL at de anerkender den fortsatte støtte, så Thore kan færdiggøre den behandling de selv har anerkendt som værende den bedste for ham. De skal ikke trække ham ud af det få måneder inden han er færdig. Fjolser;-)

For en rum tid siden sagde vi farvel til et par knægte og deres forældre på Thores fritter - de to dejlige drenge havde fået en lillesøster og familien havde fundet mere rum og glæde andet steds i landet. May-Britt og Benjamin og jeg har ikke overrendt hinanden, men vi har da lavet banner på deres stuegulv til Gasolin, og ungerne har leget omkring Sankt Hans bålet på Tippen. May-Britt og jeg sad vist også i bestyrelsen sammen - og Benjamin har gramset på mig…haha…det var nu helt uskyldigt, for i kraft af hans arbejde var det tilfældigvis ham der skulle visitere mig til en Brucekoncert i Parken.

Livet er goddag og farvel. Nogen hænger fast, andre får pludselig nok at se til - helt uden man ved det. Det er egentlig pudsigt, for jeg er netop blevet gjort opmærksom på at May-britt og Benjamin i den grad har fået noget at se til - her hvor vi netop har rundet sankt hans, og hvor Bruce igen besøger Parken (på søndag). Sådan føles cirkler. Sådan føles mening.

♥

May-britt og Benjamin har fået en vidunderlig Prinsesse. Prinsesse Fiona. I kan læse om Fionas kamp for bedre mobilitet hér - og jer med overskud kan se hvordan I kan støtte familien som har valgt Doman-metoden som redskab til at opgradere Fionas motoriske evner.

Efter at lovforslaget om at forældre til hjerneskadede børn kan hjemmetræne er gået igennem, står familien nu overfor et møde med kommunen den 27ende juni - her skal de tale deres sag for at få den støtte til hjælpere i hverdagen som de er berettiget til - og det går selvfølgelig igennem, for jeg tror ikke der er meget overskud tilbage når metoden de benytter skal stå på fra morgen til aften. Alle handikapforældre ved hvad der venter denne familie - og alle der har behov for systemet ved at nogen af de kampe de skal tage vil virke tåbelige grundet systemets bureaukrati - men vi satser på at det er heldigt at de ikke bor i Københavns Kommune;-)

En af de ting som jeg blev så vidunderligt glad for er den styrke som jeg kan se May-britt og Benjamin indeholde - den glæde og humor og positive tro der ligger under hele måden at håndtere dette nye liv på. Der handles og rækkes hænder ud og bedes om hjælp - noget jeg selv kan lære meget af - og derfor vil jeg her benytte mig af at takke dem som har støttet mig undervejs - og som stadig støtter. Tak fordi I er der - og lad os huske på, at selvom vi er alene inderst inde, så er det bærende fællesskab en gave for den der er så udmattet at han næsten ikke mere kan bære sig selv…

Thore fik den fremragende ide at vi skulle spise artiskok til aften. Så sådan blev det, med røgsalt og smør - og med alternativ guacamole (salt, hytteost og avokado) på ristede hjemmebagte boller. Og til sidst - efter langtrukken nydelse; blad for blad - så spiser man - hjertet!

Det er smuk spise. Vidunderligt.

Alt klappede. Jeg ordnede alt, også mig selv, inden jeg hentede ungerne. Så der stod jeg, klar pirat start, da de kom ud fra klassen. Orv hvor er du pæn, sagde en af drengene - tak, sagde jeg og grinte. Du ligner hende fra Palle Pirat, sagde han senere (og så vidste jeg godt at den sad lige i skabet, hihi):

Og til slut, efter mad og skattejagt (hvor de blev sat en smule på prøve med både at skifte støvsugerpose og tælle stinkende skraldecontainere) og fodbold, og leg på gynger, og i trætårn, så kom der lige et par minutter hvor jeg kunne sidde og skyde lidt unger - blandt andet ham her som med dén attitude vist lige fik fortalt sin mor, at den her dag, den er bare helt ok:-)

Og det var virkelig ok - og bare helt fantastisk! Og jeg er bare helt utrolig træt nu:-)

Nu må det godt blive sommerferie:-)

Så kan de lære det de uslinge! De skal ikke komme dovne til slikskatten!

I dag skal jeg hente 9 drenge fra skole. De skal på skattejagt herhjemme for Thore fik, grundet mit stressnedbrud i december, aldrig holdt fødselsdagsfest for skolekammeraterne. Der var simpelthen kun energi til at invitere nære venner og familie dengang.

Så i går skulle jeg lige lave en masse halal-frikadeller. Masser af gulerødder skrællede jeg. Hvidløg i. Æg. Salt og peber og gode krydderier. Røre røre røre, og så kødet til sidst.

Da jeg tog farsen ud, som godt nok havde ligget et par dage (men det burde den kunne tåle på køl) lugtede det fælt og nogen af fedtpletterne var grønlige. Hvis der er noget der kan få krybdyrshjernen til at skrige, så er det når mad indeholder grønne farvestoffer. Instinktivt ved vi, at så er den gal. Ad!
Ud røg 2 kg. hakket kalv og lam, og søn og jeg lavede nogen meget alternative klatkager af det fyld kødet skulle have været iblandet. Smager godt - ser sjovt ud, men kan gå hvis man kalder dem for beskøjters tror jeg:-)

Dem kan de få med nogen grovpitabrød, en omgang gulerodstænger med dip, og så en sørøverkage med en masse frisk frugt - for selvom jeg nok kunne præstere at lave både kage og ny frikadelleportion inden de skal hentes halv to,  hvorfor så gøre det til mere end det skal være? Det vigtigste er skattejagten, det har jeg forstået:-)

Vågnede 5.30 til en vidunderlig lys morgenhimmel. Desværre også et servernedbrud (som blev rettet efter den hurtigste support jeg nogen sinde har fået - det tog 3 minutter efter afsendt mail), så hermed et forsinket view over en tidlig Sydhavnshimmel:

Jeg renser os med pebermynte som vi selv har været ude og plukke. Jeg kender nemlig et lille hemmeligt sted der ikke er mere hemmeligt end at der går mange mennesker forbi hver dag. Men de ser ikke. De fleste ser ikke.

Jeg nåede at plukke inden solen stod højest- som det jo i dag foreskrives som værende skæringspunktet for hvornår kraften er stærkest i planterne. I hvert fald hvis man er hedning;-)

Nogen vil mene det er et gammelt levn der ikke er værd at beskæftige sig med, men denne forbindelse og fornemmelse af planterne er for mig evigtgyldig og et symbol på at kunne udvise respekt for naturen, som vi er en del af, som én stor levende organisme der selvfølgelig påvirkes af alle de elementer der omkranser os.

Sankt Hans, som holdes på mandag, den 23ende juni, menes at være en omfortolkning af de gamle hedenske skikke - solhvervsfesterne. Der er meget mere til det end som så, men jeg synes denne linje er fantastisk fordi den også får mig til at grine:

“Ingen kristen udfører ved Johannes Døberens fest eller ved nogen anden helgens fest solhvervsritualer, danseri, hopperi eller djævelske sange.” -Sankt Eligius

Man opfandt at Johannes Døberen skulle have fødselsdag den 24ende juni, og derfor kunne den hedenske fest erstattes med Sankt Hans (som skulle være det fordanskede helgennavn for samme) og altså afholdes den 23ende da vi i nordisk tradition afholder højtiderne aftenen før.

Jeg har venligst lånt lidt bevisførelse hos wikipedia, og selvom der kan være forskellige udlægninger, så er det min holdning at det er tæt på virkeligheden at de kristne missionærer i den grad skabte situationer som gjorde at mange kloge mænd og kvinder blev stegt, hængt og kastet i åen, bundet på arme og ben, til de medgav at de havde korpuleret med djævlen eller kastet onde øjne på hele landsbyer så de udryddedes.

I mine teenageår kæmpedes en kamp indeni mig. Jeg havde en lang periode hvor jeg afstod fra alt hvad der havde et kristent islæt. Ingen kirkegang, deltagelse i dåb, konfirmationer eller andet - og gjorde jeg det var der bare god grund til at drikke mig fuld til festen og tale til konfirmanden ved at så mine egne usikre frø om alt muligt og umuligt. Kunne jeg samtidig antyde at jeg var til kvinder, eller at jeg havde mødt djævlen, så følte jeg at jeg havde gjort hvad jeg kunne.

Det er mange år siden, men jeg tror den kamp skulle til. Som i ethvert teenagers hjerte lå der i mig bunker af ubevidsthed, og usikkerhed, omkring disse vigtige forståelsesrammer og hvor jeg selv var i dem.

Lige ind til den dag hvor jeg indså at jeg kan rumme det hele. Derfor er jeg i dag ikke ‘medlem’ eller tilhænger af en særlig trosretning, men jeg indrømmer at jeg føler mig meget bundet til naturfolkenes traditioner, og for mig er en sand heks (når jeg bruger ordet heks er det fordi det også er et levn, en rest, i mig selv - jeg kunne også bruge ord som heltinde eller shaman, og det gør jeg også i andre sammenhænge) en der formår at spinde magien og nærværet ind i hverdagen ved at have øje for de utallige symboler som findes overalt.

Solen skinner men det var en kold oplevelse at gå ud på altanen og trække planterne frem efter gårdagens vilde skybrud med massive hagl, lyn og torden.

I dag vender det. Allerede igen, tænker jeg, mens jeg krampagtigt forsøger at fastholde fornemmelsen af at vi er midt på sommeren og at det er ok at lyset nu vender, at vi nu skal sige farvel:

“Solen rejser mod mørkets hav, jordens kræfter gror i en duft af muld, og med et flor af svampe fører hun os gennem sommeren til den mørke tid.” -Dannie Druehyld

Jeg har drømt om en tidligere elsket i nat. Dannie taler om magi og om at drømme om sin tilkomne i disse dage, men jeg tolker det anderledes, for jeg tror ikke denne er min tilkomne, men han repræsenterer noget sandt og noget magisk fordi han altid har været - magisk. Jeg længes efter ømhed og fællesskab; ikke den vilde forelskelse, men den dybe kærlighed som vi kun kan finde når vi mærker at vi har levet sammen i tusind år og samtidig har været frie og stadig er det.

Samtidig med vækkelsen af erindringen ved jeg, at det strøg jeg blev tildelt over håret ikke kom fra ham, men blot manifesterede sig sådan; i sandhed var det mig selv, og det betyder at jeg har nået det punkt hvor jeg er i stand til at passe på mig - uden at skulle trækkes igennem hele magnetfeltet før jeg indser mit eget behov.

Solen vender så jeg kalder dens navn.

Kom dans en sidste dans i min favn.

Mor mor mor!!! Må jeg ikke godt se Portugal-Tyskland i aften? Jeg vil så gerne se Ronaldo spille - og Deco er også med…??

Det er klart, at så må en mor sige ja. Også selvom det slutter alt for sent og det er hverdag i morgen. Først sagde jeg han kun måtte se første halvvej, men jeg kan da ikke selv undvære anden del selvom søn sagde at det var i orden:-)

Jeg satser på en fremragende kamp mellem to af de bedste hold. Sidste kamp vi så var Holland-Frankrig, og den var god! Fremragende spil. Jeg tror Holland løber med guldet, men selvom de virkelig spiller fremragende er jeg også lidt farvet i den henseende.

Og ja - jeg har det helt fint med fodbold. Når der er fair play, også hos dommeren, og de ikke bare ligger og tumler rundt og sender flade bolde, så kan jeg godt nyde en mandekamp;-)

Jeg har skam været stor fan i de gode gamle Laudrup dage - jah, jeg kunne faktisk skrive Michaels autograf som var det ham der førte hånden. Hi!

Den langhårede og jeg er klar. Er I med?

Min klage over rettergangen omkring afslag på søns behandling er nu to uger forsinket. Igen er det mig der skal bruge energi på at henvende mig til dem. Det er ikke rimeligt!

De skrev:

“Vi har den 8. maj 2008 modtaget din klage om afslag på psykolog behandling af [søns fulde navn].

Hvis vi ikke er færdige med at behandle din klage inden for 4 uger, vil du modtage en nærmere underretning om, hvornår klagen kan forventes færdigbehandlet.”

Da jeg ikke har hørt fra dem overvejer jeg et øjeblik om jeg skal klage til ombudsmanden over sagsbehandlingstiden. Det virker selvfølgelig vildt, når vi taler om to uger, men i min situation, som forvaltningen er bekendt med, og fordi jeg både mundtligt og skriftligt har noteret at det haster, så mener jeg ikke at det er rimeligt at jeg skal udsættes for den her venten og afmægtighed som prompte sætter ind og lægger et lag henover vores liv. Det skal også ses i lyset af at afslaget i den grad var både uetisk og fordømmende overfor mig som person - og dette kan reelt være bevæggrunde nok for at klage.

Men føler jeg mig en smule forført? Klage over en klage?

Nu må det fandme snart være slut med det cirkus! Det er jo helt til grin - og tilliden er røget for længst.

Jeg glæder mig til at afslutte denne kamp - for vi er så parate, men jeg vil selv lukke døren. Det skal de ikke få lov at gøre for mig. Jeg må ud af det med min værdighed i behold. Det er det eneste rigtige.

Sidste år forsøgte jeg mig ud i kunsten at skabe øreringe, og jeg producerede flere par hvoraf det ene hænger nærmest konstant på mig. Efter en tur hos Annie blev jeg inspireret til at kaste mig over det igen, og jeg har lyst at dele med jer hvad jeg i aftes fik skabt i fuldmånens skær, for jeg synes de er blevet overordentlig smukke og fuldstændig heltindeagtige! Jeg har altid været til sølv(farver), men er nu i min guld-periode:

Jeg har lyttet til de lærde i mange år. Giv slip så kommer hvad skal komme.

Da jeg selv nåede dette skæringspunkt, og indså at det virkede, tog tingene fart. De er stadig under heftig udvikling, og jeg overraskes over hvor jeg på nogen punkter er gennemsyret bevidst, og på andre stadig slave af gamle mekanikker der er indlejret i kroppen. Heidi har skrevet et fint indlæg om netop nogen af disse mekanikker - set ud fra hendes psykoterapeutiske view.

Offer og krænker. Mon ikke jeg kender disse rollemodeller. Til hudløshed! Ingen grund til at gå dybere i det, men lad mig sige, at det kræver stor egenbevidsthed for at træde ud af det, og nogen gange fastholder to rollemodeller hinanden i en sådan grad, at der ikke er andet at gøre end at lukke døren og lade være at stå uden for og vente på at den anden lukker op igen.

Faktisk kan befrielsen over at træde ud være en gave for alle parter. Det er klart at det også gør ondt hvis det foregår blandt nære familiemedlemmer (hvilket det ofte gør) men hvis intentionerne ikke er samstemmende, og der til stadighed ikke opstår et fælles tredie og et kærligt ønske om at ville hinanden (fx at arbejde sig ud af den destruktive relation), så vil det være nødvendigt at træde ud af relationen for at krænge rollen af sig.

♥

Mange der oplever kraftige bevidsthedshop mister undervejs. Det kan være svært for andre at acceptere at det menneske man kender pludselig har krænget sin gamle identitet af sig. Nogen vil måske oven i købet mene at det kan man ikke - men jeg lover jer, at det kan man! Det sker over tid, men det er muligt at træde ud af gamle roller og trække energien derhen hvor den giver følelse af dybde, nærvær og kærlighed. Og når det opstår, så indser man at det ikke er kampen værd at kæmpe for noget der ikke er.

Lad ingen skabe dig i deres lys. Skab ikke andre i dit eget.

Shine your light.

Livet er sjovt på den finurlige måde disse dage. Min læren om at gå ind i tingene og se og registrere dem i det øjeblik de findes forstærkes, og det er et stort led i min helbredelsesproces.

Jeg registrerer at der i livet er en hel masse småsten som jeg kommer til at træde på, men spænder jeg i foden når jeg mærker dem, så gør det mere ondt. Formår jeg derimod at gøre foden blød og modtagelig skabes en naturlig lomme til at rumme stenen.

En af grundende til at jeg blev syg var at jeg ikke tidligere kunne dette. Samtidig var det til tider mig selv der ubevidst strøede disse småsten. Ikke forstået således at jeg taler om skyldspålæggelse, men mere som en erkendelse af at jeg nu er videre derfra, og at jeg ikke tidligere havde redskabet til at træde igennem - men mere hele tiden forsøgte at træde udenom.

At træde udenom bliver i sig selv kilden til sygdom i kroppen. Derfor ligger min helbredelse netop i selve sammenbruddet. Var jeg ikke gået i dørken kunne jeg aldrig nå denne fantastiske bevidsthedsproces som hiver mig op på et plan hvor jeg kan mærke kontakten med mig selv i en sådan grad at jeg bare ved at jeg aldrig kan gå tilbage. At det er slut med at se tilbage! Der er meget der må dø!

Jeg ved jeg ikke er alene om dette skridt!  Tak til Jeannette Mariae for at have delt i stor kærlighed om netop dette kernefelt i helbredelsesprocessen.