Om mig

 

Fotografiet former os, vi skaber vores fortælling igennem det.

Da jeg var barn i halvfjerdserne var fotografering yderst populært blandt flere af de voksne omkring mig, men den mest seriøse af dem var min morfar, der var startet længe før, de små Kodak Instamatic kameraer blev allemandseje. Gennem en årrække dokumenterede han minutiøst livet omkring sig, og samlede jævnligt hele familien til at se de fantastiske farvedias, han på den baggrund fik fremkaldt. Han havde et fantastisk øje, og hans fotos er alle små kunststykker.  Senere overtog min mormor i en sådan grad, at man nogle gange skal lede efter hende på billederne. Fotomapperne i stuen voksede lige til det sidste, et helt livs fortælling, som jeg er så heldig at være en del af. Hos min mor var det til gengæld meget småt med dokumenteringen, hvilket senere har fået mig til at indse betydningen af fotografiet som samlingspunkt og fundament for fortællingen, og dermed det erindrede. 

 I dag dokumenterer vi konstant i én lang flydende strøm – men helst når vi er rynkefri og på ferie. Det betyder, at fotografiet mister evnen til at mane til refleksion over de nuancer, der findes i og omkring os, og vi formes i stedet af det fortravlede og ligegyldigt forførende udtryk.

Mit ønske som fotograf er derfor i stedet at forfine og fange hverdagens poetiske nær- og råhed. Jeg søger at mane til en undersøgelse af øjeblikket – fordi vi mennesker bør være undersøgende med os selv, hinanden, og vores liv, med alt, hvad det nu rummer. Vi skal verfe filtrene til side, være modige og turde SE.